Ib Beier udtaler sig om Marilyn Monroe-malerier:

"Det man først ser… er det æstetiske ved hende og de der utroligt smukke, klassiske glamourøse Hollywood-fotos, der peger tilbage til 50 `erne. Marilyn Monroe var selve personificeringen af – især mænds – ønske om det svage køn, - hun var guddommelig smuk, blid, hun virkede naiv men var jo også derfor nem at tilfredsstille, - i fantasien.

Men hun havde også den utrolige sårbarhed og usikkerhed, som jo var ægte hos hende, men som hun også udstrålede på lærredet.

Selvom malerierne for mig nemmere kan komme til at handle om hendes personlige historie, så er det meget vigtigt for mig, at alle kan aflæse og forstå flertydigheden i billederne, uden at man kender hendes fortid, uden overhovedet at vide hvem Marilyn Monroe var. Malerierne skal være ”skjønne”, men samtidig indeholde et element der gør, at man må stoppe op, og tænke…”Hov… der er noget der ikke helt er, som det burde være … !”.

For selvom baggrundende funkler, og skinner af guld og sølv, så er de også krakelerede og ujævne, og symboliserer dermed det uægte, den falske forgudelse i mediernes berømmelse, som er dømt til at forgå.

Som kvinde-billede vedbliver Marilyn Monroe at være en uopnåelig drøm et ikon stivnet samtidig med Norma Jeans død i 1962, en drøm som dels næres ved vores begær, men også næres af vores smukke, iboende instinkt til at beskytte og hjælpe et menneske der åbenlyst er sårbart."